Hvad er social recruitment definition af HR begreb

Hvad betyder HR-begrebet social recruitment?

author-avatar

af Amanda Brunholt

Social recruitment er en moderne tilgang til at finde de rigtige mennesker til ledige stillinger ved at bruge sociale medier til at opnå en mere effektiv rekruttering. Førhen annoncerede virksomheder i aviser eller på jobportaler, når de skulle fylde en stilling. Nu bruger de også platforme som Facebook, LinkedIn, Twitter og Instagram til at nå ud til potentielle kandidater.

Formålet med at bruge social recruitment er, at det kan gøre det lettere for virksomheder at nå bredere ud. Det er ofte kun aktive jobsøgende, der ser et jobopslag på en jobportal. Men de fleste af os bruger lang tid på sociale medier hver uge. Og selvom du ikke er på udkig efter nyt job, kan det godt fange din opmærksomhed alligevel, hvis muligheden lyder spændende.

Social recruitment kan bruges som et led i recruitment marketing. Her fokuserer man på at formidle virksomhedens kultur og skabe et positivt employer brand, så virksomheden fremstår attraktiv for potentielle kandidater.

Hvordan bruger man social recruitment?

Første skridt til at bruge social recruitment er helt simpel. At dele ledige stillinger på virksomhedens sociale kanaler. På den måde kan man nå personer, som allerede har udtrykt interesse i virksomheden ved at følge med, og medarbejdere og følgere kan samtidig dele muligheden med personer i deres netværk.

Næste skridt er at lave målrettet, betalt annoncering for jobbet på sociale medier for at nå personer med de rigtige færdigheder. Man kan derved sørge for at nå bredere ud, så muligheden for, at de rette kandidater ser opslaget, bliver større.

Kort sagt handler social recruitment om at bruge sociale medier som en ekstra kanal til at finde talenter. Det er et værktøj til at nå passivt jobsøgende, som ikke leder efter nyt job, men som alligevel kan være åbne for en spændende mulighed. Det gør rekrutteringsprocessen mere dynamisk og bredt favnende.

Eksempel

Forestil dig, at virksomheden TechGenius søger en dygtig grafisk designer til deres team. I stedet for kun at annoncere på jobportaler, bruger de også social recruitment for at nå ud til flere kandidater.

  • Jobopslag på sociale medier: TechGenius deler jobbet på LinkedIn, Facebook og Instagram med en kort tekst og et link til selve jobannoncen. Den er målrettet kandidater, der har de relevante kompetencer og erfaringer. Annoncen bliver vist i kandidaternes nyhedsfeeds blandt opslag fra deres venner og netværk. Kandidaterne får derved muligheden for at opdage jobbet, selvom de ikke var på udkig efter det. Virkesomheden vælger også at lave betalt annoncering på sociale medier for at nå endnu bredere ud.
  • Deling af virksomhedskultur: Udover jobbeskrivelsen deler TechGenius også billeder og historier fra deres arbejdsmiljø. De viser billeder af deres moderne kontor, projekter og forskellige ansatte. Det giver potentielle kandidater et indblik i virksomhedens kultur og atmosfære.
  • Deling: Virksomheden opfordrer deres medarbejdere til at dele jobopslaget på deres personlige sociale medier. Det øger rækkevidden af opslaget, så det når ud til flere kandidater.
  • Engagement og interaktion: Når folk ser jobopslaget, kan de kommentere, stille spørgsmål og endda dele deres egne erfaringer. TechGenius reagerer aktivt på disse interaktioner og besvarer spørgsmål for at opbygge en positiv dialog med potentielle kandidater.
  • Opfølgning og ansøgninger: Målet er at nå bredere ud og få flere ansøgninger end normalt. Samtidig bruger TechGenius det som et værktøj til at øge kendskabet til deres virksomhed.

TechGenius bruger social recruitment til at nå ud til potentielle kandidater og tiltrække talenter, der måske ikke aktivt søger arbejde. Samtidig viser de mere om, hvem de er som virksomhed og forsøger at øge kendskabet til dem.

×

Send os en mail

Udfyld felterne herunder, og vi kontakter dig hurtigst muligt.

(Required)
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Bliv kontaktet

Send os en mail

Indryk annonce