Flere og flere arbejdsgivere – blandt andet Dansk Supermarked – er begyndt at bede om en kort video som tillæg til den skriftlige ansøgning. Det kan måske virke en smule grænseoverskridende at optage en video af sig selv, men tag det bare roligt. Du er på sikker grund, efter du har læst denne guide.
Vi stiller nemlig skarpt på den gode videopræsentation og har fået Karen Madsen, der er kreativ kommunikatør, til at hjælpe os. Så find skriveredskaberne, et kamera (kan være din mobil) og dit skriftlige CV frem.
1. Sådan forbereder du dig
Lad i første omgang kameraet ligge i skuffen. Grib i stedet computeren eller papir og blyant – nu skal du nemlig til at finde ud af, hvad din videopræsentation skal indeholde.
- Start med at lave en brainstorm om mulige sætninger, emner og ord, som du skal have med i videoen. Du kan eventuelt finde inspiration i dit skriftlige CV.
- Spørg tidligere kollegaer, hvad de mener, du skal ”sælge” dig selv på.
- Du kan også gå i rodeskuffen og finde tidligere projekter, billeder og artikler frem, hvis det er noget, du har lyst til at vise frem.
- Vigtigst af alt: Skriv løs i den indledende fase og lad dig ikke begrænse.
2. Tag publikums briller på
Nu er det tid til at skifte briller eller i hvert fald lade som om, du gør. Når du har skrevet en masse ideer ned, er det tid til at skære alt det unødvendige fra. Det gør du bedst ved at sætte dig i din modtagers sted. Altså – forestil dig, hvad arbejdsgiver vil synes er spændende og relevant at se.
- Du må ikke skyde for bredt: Prøv at finjustere de mange gode idéer, så du kun får det bedste med.
- Det skal være en kort video: Din videopræsentation bør ikke være længere end to minutter. Gem de lange opremsninger og oversigten over din erfaring til dit skrevne CV.
- Fremhæv dine spidskompetencer: Hvordan kan du præsentere dem på en god måde? Er du eksempelvis hurtig til at skrive på computer, kan du lave en kort montage af dig selv i aktion på computeren i hurtig gengivelse
- Tjek jobopslaget: Hvis virksomheden har lavet et jobopslag med specifikke kvalifikationskrav, bør du bruge dem som en rettesnor for, hvad du tager med i videoen.
3. Lav drejebog og manuskript
Når du har fundet ud af, hvad der skal med i videoen, skal du først overveje, hvornår og hvordan du skal fortælle hvad. Det kan du gøre ved hjælp af en drejebog og et manuskript
Karen Madsen foreslår, at du deler videoen op i fire dele.
Når du har fundet ud af, hvad der skal med i videoen, skal du først overveje, hvornår og hvordan du skal fortælle hvad. Det kan du gøre ved hjælp af en drejebog og et manuskript
Karen Madsen foreslår, at du deler videoen op i fire dele.
- Indledning: præsentation af dig selv (10 sekunder)
- Primært afsnit: evt. om spidskompetencer (60 sekunder)
- Sekundært afsnit: evt. fremhævelse af et konkret projekt (40 sekunder)
- Afslutning: med opfordring til at kontakte dig (10 sekunder)
Du kan dele drejebogen op i underafsnit efter behov. Overvej, hvordan hvert afsnit skal filmes og med hvilket kamerafokus. Hvis du har slides eller projekter, som du vil vise i et bestemt afsnit, kan du også lade det fremgå af drejebogen.
Når drejebogen er på plads, skal du lave et manuskript. Det fortæller dig kort og godt, hvad du skal sige i de forskellige afsnit af videoen:
- Skriv i talesprog: Skriftsprog fungerer ikke godt i en video. Det bliver for monotont og kedeligt. Skriv dit manuskript i et sprog, som du finder det naturligt at tale i.
- Tal først og skriv bagefter: Start med at formulere dine sætninger mundtligt og skriv det så løbende ned.
- Læs det højt: Når du har skrevet manuskriptet, kan du læse det højt for dig selv og rette eventuelle kludrede sætninger til.
- Præsentér: Øv dit manuskript – gerne foran venner eller familie. Du kan også optage dig selv og sørge for, at dit sprog er så flydende og levende som muligt. Grib telefonen eller armbåndsuret, så du er sikker på, at du holder dig inden for de to minutter
4. Action!
Så er det tid til at finde kameraet frem. Hvis du ikke har et egentligt videokamera, kan du snildt bruge kameraet i de fleste moderne mobiltelefoner. Du behøver ikke være nervøs nu, for du har jo fuldstændig styr på, hvad du skal sige og hvordan.
Sørg for, at der er stille og godt med lys i lokalet, hvor du optager. Sæt dig gerne foran et vindue, så lyset fra dette rammer dit ansigt. Derudover skal din baggrund gerne være ensartet, så den ikke forstyrrer. Endelig skal du huske at kigge direkte ind i linsen på kameraet, så du undgår at kigge ned på dit publikum.
Her er nogle gode råd til, hvordan du får et godt kropssprog i præsentationen:
- Præsentér dig selv i arbejdstøj
- Undgå forstyrrende elementer som hår i øjnene, store øreringe eller tøj med tekst på
- Smil! Og gerne allerede før du trykker “record”. Det gør virkelig en forskel for både dit kropssprog og dit toneleje, hvis du smiler og er glad
- Stå op, mens du taler. Det gør det lettere for dig at kontrollere din stemme og dit kropssprog.
- Tag hænderne op af lommen. Placér dem i stedet afslappet ned langs siden eller brug dem til at fortælle med
Et godt lille trick er at filme præsentationen i flere små klip. Det skaber dynamik i filmen og tilføjer korte ophold, som gør det lettere for seerne at bevare opmærksomheden. Det gør det også meget nemmere at huske, hvad det nu lige var, du skulle sige.
5. Redigering og distribuering!
Den sidste fase i din videopræsentation er redigeringsfasen. Du behøver ikke være en haj til redigering for at klippe filmen sammen. Du kan hurtigt lære de basale funktioner i for eksempel iMovie fra Apple eller Windows Movie Maker.
Når din præsentationsvideo er færdig, skal du blot sende den sammen med din ansøgning og dit skriftlige CV. Hvis du har lyst, kan du også uploade videoen på YouTube og putte et link til videoen i din ansøgning.
Få mere inspiration til din jobsøgning
Bruger du Facebook i din jobsøgning? Læs vores artikel “Her er grunden til, at Facebook er afgørende i jobsøgningen“
Mange arbejdsgivere tjekker desuden kandidaters LinkedIn-profiler. Hvordan ser det ud med din LinkedIn-profil? Læs vores artikel “Her er tjeklisten til jobsøgerens LinkedIn-profil“