Jobsamtalen er indtil videre gået glimrende.
Du har fået fortalt om dig selv og dine evner, og du har du har stillet opklarende spørgsmål om jobbet og arbejdspladsen. Din (forhåbentlig) kommende chef lægger armene over kors, og læner sig tilbage i stolen. I ved begge godt, at spørgsmålet kommer.
Måske indledes det harmløst “nu har jeg jo hørt om alle de ting, du er god til…”
Men så rammer det! – “Hvad er dine svagheder?”
Spørgsmålet, som har sendt mange hjem fra en jobsamtale med en halvdårlig smag i munden, fordi svaret blev lidt for meget. Eller lidt for lidt.
Når du har læst vores guide til forberedelse af jobsamtalen og tænkt over rådene i denne artikel, er der ingen grund til at frygte jobsamtalens mest frygtede spørgsmål. Der findes nemlig en række strategier, som du kan anvende, når du bliver spurgt til dine svagheder.
“Hvad er dine svage sider?” – Forbered dit svar
Det vigtigste er, at du forbereder dig på spørgsmålet. Hvis det ikke kommer, er det jo bare fint, men det er for ærgerligt at blive taget på sengen.
Nogle forsøger sig med at camouflere positive karaktertræk som svagheder. “Nogle gange arbejder jeg for hårdt.” Eller “Jeg er nok lidt for perfektionistisk.” Dette er meget sjældent svagheder, og din (forhåbentlig) kommende arbejdsgiver vil omgående gennemskue det.
“Sig altid sandheden, men lad være med at rutte med den,” sagde Simon Spies engang, og det er et godt råd til jobsamtalen. Der er ingen grund til at nævne en lang række svagheder, hvis en enkelt havde været nok til at stille arbejdsgiveren tilfreds.
De bedste svagheder at nævne, er svagheder, som de allerede kender fra din ansøgning. Hvis du er nyuddannet, så er det naturligvis en svaghed, at du ikke har erfaring på området. Men det er også en ufarlig svaghed, for din (forhåbentlig) kommende chef ved jo godt, at du er nyuddannet efter at have læst dit CV. Og vedkommende har alligevel kaldt dig ind til samtalen, så den sandhed var ikke nok til at skræmme dem væk.
Fremstå selvbevidst
Hvis der er dele af jobbeskrivelsen, som du ikke har erfaring med, så sig det, men gør opmærksom på, at du glæder dig til at lære det. Det viser noget om din indstilling til arbejdet, hvilket er det vigtigste at have med til jobsamtalen. Derefter kan du nævne andre situationer, hvor du hurtigt har tilegnet dig færdigheder, som du havde brug for.
Du kan også nævne en svaghed, som du har fundet ud af at modvirke, fordi du har været bevidst om den. “Jeg bliver sommetider så grebet af et projekt, at jeg kan have tendens til at misse små detaljer. Derfor har jeg arbejdet meget med at få dem skrevet ned undervejs, så jeg hele tiden har overblikket over dem.” Det er ærligt, men du er bevidst om svagheden og du har lagt en strategi, som kan afhjælpe den.
Det er vigtigt at huske på, at spørgsmålet om svagheder ofte bliver stillet af en særlig årsag: Din (forhåbentlig) kommende chef vil vide, om du er i stand til at reflektere over din egen person og situation. Om du er i stand til at se dig selv udefra med en form for distance.
Så hvis du har sørget for at bruge lidt forberedelsestid på at kigge i spejlet, så har du taget et vigtigt skridt i retning af at gøre din (forhåbentlig) kommende chef til din kommende chef.
Sådan forbereder du svar på spørgsmålet “hvad er dine svagheder?”
- Find en svaghed, der ikke er kritisk for stillingen, du søger.
- Erkend, hvor du mangler erfaring, men vend det til noget positivt.
- Fortæl, hvad du glæder dig til at lære.
- Nævn, hvordan du konkret vil løse det, der udfordrer dig.
- Vær ærlig, men afgræns dit svar.
Lær mere om forberedelse til din næste jobsamtale
Du kan lære meget mere om at beskrive dig selv og dine kompetencer ved at se Ofirs video med karriererådgiver, Marianne Kobberø: Jobsøgning og kompetencer – sådan beskriver du bedst dig selv!
Du kan også læse om flere tips til at forberede jobsamtalen i vores artikel: 9 tips: Sådan forbereder du dig til jobsamtalen
Held og lykke med jobsamtalen!
Ofte stillede spørgsmål
Du kan finde dine svagheder ved at se på dine egenskaber eller kompetencer, der kunne forbedres eller ændres i løbet af dit erhvervsliv. Til jobsamtalen kan du finde en ufarlig svaghed: Hvis du f. eks er nyuddannet, kunne din svaghed være manglende erfaring.
Du beskriver dig selv bedst ved at være ærlig og imødekommende. Arbejdsgiveren vil gerne vide mere om dig, så fortæl om dig selv, dine interesser, dit arbejdsliv og dine karrieremål. Beskrivelsen kaldes også elevator-talen og bør ikke tage mere end 2 min.
Dine kompetencer er det, du er i stand til at vise og gøre i en arbejdssituation. Det kan være egenskaber, såsom struktureret, kreativ, effektiv, punktlig, omsorgsfuld etc. Det kan også være færdigheder eller områder, du kender, som gør dig i stand til at løse en konkret opgave.