Du læser sikkert mange jobopslag, når du vil finde et nyt job. Desværre holder mange sig tilbage fra at søge et interessant job, hvis jobopslaget siger noget om krav til antal års erhvervserfaring.
Du kan sagtens søge et job, selv hvis du ikke nødvendigvis har den erhvervserfaring, der er nævnt i jobopslaget.
Løsningen på dette er at skrive et kompetence CV. Denne type CV fremhæver de mange andre grunde, der er til at ansætte dig i stillingen.
🥇 TIP: Download en kompetence CV skabelon som inspiration, mens du læser denne guide. Så kan du hurtigt og nemt søge job uden erfaring.
Her i artiklen kan du læse om, hvordan du laver et professionelt kompetence CV, som kan overbevise virksomheden om, at dine kompetencer er mere værdifulde end erhvervserfaring.
Hvad er et kompetence CV?
Et kompetence CV kaldes også for et funktionelt CV eller et kompetencestyret CV. Denne type CV fokuserer, i højere grad på dine kompetencer end på dine erhvervserfaringer. Det kan både omfatte dine faglige kompetencer, personlige egenskaber og sociale færdigheder.
💪 TIP: Vil du gerne blive god til at finde og formulere dine egne kompetencer? Lær at beskrive dine færdigheder og kompetencer med artiklen “Eksempler på kompetencer til dit CV“.
I dit kompetence CV skal du ikke udelade din erhvervserfaring – Din erhvervserfaring skal stadig med, men træder i stedet i baggrunden og bliver sekundær ift. dine kompetencer. Tænk på det, som om det er dine kompetencer, der har hovedrollen og skaber den røde tråd i dit CV.
Når du målretter dit CV til det enkelte job, skal du i dit kompetence CV målrette dine kompetencer til at passe til jobbet.
💡 Læs mere om at målrette CV: “Sådan målretter du dit CV“
Kompetence CV er et alternativ til det klassiske kronologiske CV, hvor det i høj grad dine erhvervserfaringer, som er i fokus i CV’et, og som gør dig relevant ift. den søgte stilling.
💡 Læs mere det klassiske CV: “Hvad er et CV? – Få overblikket i denne samlede CV-guide“
Hvorfor lave et kompetence CV?
Et kompetence CV er velegnet i følgende situationer:
- Hvis du er nyuddannet
- Hvis du er midt i et brancheskift
- Hvis du har tidsmæssige huller i dit arbejdsliv.
- Hvis du af andre årsager har manglende erfaring inden for det søgte arbejdsområde.
Manglende erhvervserfaring er ikke ensbetydende med, at du ikke kan varetage jobbet. Tværtimod kan dine kompetencer være meget relevante for jobbet, du søger. Formålet med et kompetencestyret CV er at formidle, hvordan du er kvalificeret til stillingen med dine opnåede kompetencer.
Kompetence CV fordele:
- Viser din relevans: Det giver dig mulighed for at vise din egnethed på andre måder.
- Nedtoner dine mangler: Det undgår store tidsmæssige huller eller et halvtomt CV.
- Fremhæver evner: Det viser, hvad du kan, og ikke kun hvor du har arbejdet.
- Kommunikerer din profil: Det tegner et tydeligere billede af hele dig som person.
Kompetence CV ulemper:
- Anderledes type CV: Det er en sjældnere anvendt CV-form, som måske er ukendt for virksomheden.
- Erhvervserfaring mangler: Uden erhvervserfaring og stillingsbetegnelser skal du på en anden måde vise, hvor stærk du er i den givne kompetence.
- Manglende historie: Det giver ikke et kronologisk overblik over dit arbejdsliv.
Hvordan skriver man et kompetence CV?
Dine kompetencerne er det mest centrale i denne type CV.
Derfor bør kompetence-afsnittet placeres tidligt i dit CV – typisk lige efter din profiltekst.
💡 Lær at skrive en profiltekst til dit kompetence CV: Lær at skrive en CV-profiltekst, der blæser virksomhederne bagover
I det kompetencestyrede CV , skal kompetenceafsnittet placeres der, hvor dine erhvervserfaringer normalt placeres i et kronologisk CV.
Der findes ikke bestemt måde at opsætte et CV – og mange vælger at kombination af det kronologiske CV og et kompetence CV. Har du imidlertid ingen relevant erhvervserfaring, så er det i CV’ets kompetence-afsnit, du skal lægge dit krudt. Det er her, de to CV-typer adskiller sig mest fra hinanden.
Som karriererådgiver hos Ofir, Marianne Kobberø, udtaler: “Det vigtigste ved et kompetence-CV er, at virksomheden får lyst til at læse næste linje. Lad det være din rettesnor i hele CV’et, og sørg for at gøre dig relevant og skabe nysgerrighed – allerede fra overskriften.”
For begge typer CV’er handler det nemlig om, at man som ansøger bør vise det vigtigste først.
Hvad skal et kompetence CV indeholde?
Her er det mest almindelige indhold i et det kompetencestyrede CV.
- Fængende CV overskrift /titel
- Personlige oplysninger
- Resumé
- Kompetencer
- Punkter til uddybning (evt. opgaver og resultater )
- Erhvervserfaring
- Uddannelse/kurser
- Evt. fritidsinteresser
Begrund dine kompetencer
Da du ikke kan bryste dig af listelange, relevante erfaringer, så er dine kompetencer dit hovedargument for, hvorfor du er egnet til den søgte stilling. Derfor er det vigtigt, at du laver en skarp selektering til dit CV af de 3-5 mest relevante kompetencer, som matcher den stilling, du søger.
Det er en god idé at lave et lille afsnit under hver kompetence, hvor du beskriver, hvordan du har opnået kompetencen samt begrunder, hvorfor den er relevant ift. den søgte stilling.
🥇 TIP: Virksomheder sætter pris på, at du kan konkretisere dine kompetencer. Fx: “Gennem mine arbejdsopgaver som telesupporter har jeg opnået stærke kompetencer inden for kommunikation og kundeservice.”
Undgå derfor at blive for overordnet eller luftig i dine beskrivelser af dine kompetencer, og nævn gerne konkrete opgaver eller resultater, som du har gennemført vha. dine kompetencer.
Lær mere om at skrive CV uden erfaring
Vidste du, at Ofir er på YouTube? På vores kanal kan du finde videoer og kurser, der hjælper dig videre i jobsøgningen.
Se for eksempel kurset “Fra minus i CV’et til plus i CV’et” og lær undgå forhindringer, når du skal søge job uden erfaring.