Her på Ofir.dk kan du finde et utal af guides til, hvordan du opbygger CV og ansøgning, forbereder dig til jobsamtalen — og nailer den. Men selvom du får tilbudt drømmejobbet, er der én meget vigtig ting du skal gøre, før du takker ja til jobtilbuddet. Du skal gennemlæse din ansættelseskontrakt, og du skal gøre det grundigt!
En ny undersøgelse viser at 23 % ikke læser deres ansættelseskontrakt grundigt igennem, før de underskriver aftalen. Det er et kæmpe problem fordi ansættelsesforholdene sjældent er identiske med dem, du tidligere har arbejdet under. Så hvis du ikke læser din kontrakt igennem, har du ikke en jordisk chance for at vide hvilke arbejdskår du faktisk accepterer.
Listen over grunde til hvorfor du bør gennemlæse din kontrakt er uendelig. I denne artikel kommer vi med tre gode grunde — alle baseret på den førnævnte undersøgelse hvor over 1.000 danskere har svaret på spørgsmål om kendskabet til deres ansættelseskontrakt.
45 % af danskerne har fundet fejl i deres ansættelseskontrakt
Din ansættelseskontrakt beskriver de væsentlige arbejdsvilkår, som er gældende for dig i den periode du er ansat af den givne virksomhed. Når du underskriver din ansættelseskontrakt skriver du blandt andet under på fratrædelsesregler, løn- og ferieforhold. Med din underskrift er det de vilkår som står angivet i kontrakten, der er gældende — uanset hvad der er blevet sagt under en ansættelses- og eventuelt forhandlingssamtale.
Blandt de mange danskere som deltog i den omtalte undersøgelse har 45 % oplevet fejl i deres ansættelseskontrakt. Det er altså ikke unormalt at der forekommer fejl eller oplysninger, som du ikke mener at være gået med til. Har du brug for hjælp til gennemlæsning af din kontrakt så tjek med din fagforening, da mange fagforeninger tilbyder deres medlemmer juridisk assistance hertil.
Hver 10. dansker kender ikke sine ferierettigheder
Ifølge ferieloven har du altid ret til 25 dages ferie om året. Ligeledes har du ret til 3 ugers sammenhængende ferie hen over hovedferien (1. maj – 30. september). Er du ansat under overenskomst skal du være opmærksom på at du kan have ret til en 6. ferieuge.
Selvom ferieforhold altid bør stå skrevet i din ansættelseskontrakt, så er hver 10. dansker i tvivl om hvor meget ferie de har ret til. Vigtigheden i at holde ferie er gang på gang blevet dokumenteret. Derfor er kendskab til dine ferierettigheder endnu en vigtig grund til at læse ansættelseskontrakten igennem, før du skriver under.
41 % ved ikke om de er underlagt en klausul
Alt efter hvilken branche du er ansat i og hvilken type stilling du besidder, kan du være underlagt en konkurrence- eller kundeklausul. Hvis du på et tidspunkt skal skifte arbejdsplads er det vigtigt, at du ved hvilke klausuler du er underlagt — dels fordi en klausul kan medføre nogle begrænsninger, men også fordi din arbejdsgiver binder sig til at udbetale dig kompensation i den periode, hvor du er underlagt en klausul.
Undersøgelsen om danskernes forhold til deres ansættelseskontrakt er udarbejdet og udført af Legal Desk.