Sådan målretter du dit CV og fanger virksomhedens opmærksomhed

author-avatar

af Mina Poulsen

Forestil dig, at du sidder foran din fremtidige arbejdsgiver. Hvordan vil du præsentere dig selv, så han straks kan se værdien i at ansætte dig? Et målrettet CV er ligesom denne præsentation – en mulighed for at vise din værdi før en ansigt-til-ansigt samtale.

Ved at gennemgå nedenstående tips, kan du nemt og enkelt målrette dit CV, så det passer til den type stilling, du søger. Denne guide er en del af Ofirs serie om CV-skrivning.

🥇 TIP: Kom nemt fra start med dit målrettede CV. Download en af vores CV-skabeloner med flot layout og kom hurtigere i mål med dit målrettede CV.

Udfordringerne med et generisk CV

Mange virksomheder drukner i generiske og irrelevante CV’er, hvor ansøgere skriver om deres arbejdsopgaver uden at forklare, hvordan disse erfaringer gør dem til den rette kandidat.

Udfordringen er, at hvis din erfaring ikke er direkte relateret til jobbet, kan arbejdsgiveren have svært ved at se dens relevans.

Når du målretter dit CV til virksomheden og jobbet, vil du stå langt stærkere i rekrutteringsprocessen sammenlignet med de mange ansøgere, der blot sender et standard CV.

Vi vil nu vise dig nogle konkrete råd og eksempler, der gør dig i stand til at målrette dit ansøgningsmateriale. Det første vi vil se på, er fordelen ved at omskrive dine arbejdsopgaver til præstationer, virksomheden kan forstå.

Sådan målretter du tidligere arbejde til en ny virksomhed

Det kan være svært at finde nyt arbejde, særligt hvis jobbet, du søger, er anderledes fra det, du tidligere har arbejdet med. Så hvordan overbeviser man en potentiel arbejdsgiver om, at ens tidligere erfaring er relevant for en ny stilling? Lad os dykke ned i et konkret eksempel:

3 eksempler på målretning af CV – Fra pædagogmedhjælper til sælger.

Forestil dig en pædagogmedhjælper, der gerne vil prøve kræfter med salg. Denne beslutter derfor at søge job som sælger hos forskellige virksomheder med sit ansøgningsmateriale.

Men pædagogmedhjælperen har desværre glemt at målrettet sit CV og har derfor svært ved at komme til samtale. Lad os se på et par eksempler og forslag til forbedring:

Målretning af CV: eksempel 1

Original udsagn: “Som pædagogmedhjælper ved jeg, hvor vigtigt det er med god dialog både med børn og forældre.”

Bemærk, hvordan pædagogmedhjælperen prøver at lægge vægt på sin evne til at tale med alle mennesker, hvilket er en egenskab som ganske vist er vigtig i et salgsjob.

Men pointen står bare ikke særlig klart, og giver ikke en overbevisende forklaring på hans potentiale i et salgsjob. En virksomhedsleder vil have svært ved at se, hvorfor ansøgeren er en god kandidat til jobbet.

Det er vigtigt at fokusere på at gøre dine færdigheder overførbare, så virksomheden kan se koblingen mellem dine færdigheder og det job, du skal udføre. Værdien og relevansen af det, du kan, skal være indlysende for arbejdsgiveren.

Lad os prøve at gøre dette CV mere målrettet, så værdien står klart for virksomheden.

Målrettet udsagn: “Jeg er vant til at levere et præcist budskab, både på telefon og face-to-face med alle mennesker og jeg er god til at kommunikere klart og tydeligt”

Bemærk, hvordan kompetencen nu er mere rettet mod salgspositionen. Det fremhæver ansøgerens kommunikationsfærdigheder og evne til at levere klare og præcise budskaber – centrale kompetencer i salg. Det giver en bedre forbindelse til, hvordan pædagogmedhjælperens færdigheder kan overføres og anvendes effektivt i en salgsrolle.

Målretning af CV: eksempel 2

Her er et andet eksempel:

Original udsagn: Det var tit mig, der satte aktiviteter i gang sammen med børnene.”

Her ønsker pædagogmedhjælperen at vise, at denne er initiativrig, hvilket også er en egenskab, der også er værdsat i et salgsjob. Men den indre biograf hos arbejdsgiveren viser stadig en pædagogmedhjælper og ikke en potentiel sælger.

Pædagogmedhjælperen får derfor svært ved at bryde ud af sin nuværende professionelle identitet i pædagog. Løsningen er at male et billede af sig selv som en potentiel og kompetent sælger. Overgangen og overførslen af færdigheder skal gøres tydeligere og mere relateret til salgsrollen for at overbevise arbejdsgiveren.

Lad os prøve at målrette kompetencen, så værdien står klart for virksomheden.

Målrettet udsagn: “Jeg er kreativt tænkende og jeg sætter gerne nye initiativer i gang.”

Ved at fjerne de specifikke referencer til pædagogfaget gør ansøgeren udsagnet mere generelt og overførbart til andre kontekster, herunder salg.

Dette fokuserer på hans evner til at tænke kreativt, løse problemer og tage initiativ, hvilket er værdifulde egenskaber i mange forskellige jobroller, herunder salg. Det hjælper med at bryde barrieren mellem de forskellige jobtyper og præsenterer færdigheder, der er universelt værdsatte.

Målretning af CV: eksempel 3

Lad os tage et sidste eksempel fra denne case:

Original udsagn: Jeg gik forrest i arbejdet og var også altid den der sørgede for at alle var med, når vi var på tur

Her ville ansøgeren vise ledelsesevner og ansvar, som en salgschef også værdsætter – men virksomhedslederen får igen svært se relevansen af denne opgave, og hvordan den skal bruges i et salgsjob.

Konteksten og formuleringen gør det igen udfordrende for en salgschef at se disse færdigheder anvendt i en salgssituation. Formuleringen skal tilpasses, så den tydeligt reflekterer, hvordan disse kompetencer kan anvendes og skabe værdi i en salgsrolle.

Også her vil vi målrette kompetencen, så værdien står klart for virksomheden.

Målrettet udsagn: “Jeg er ikke bange for at gå forrest, når der er opgaver, der skal løses og en af mine stærkeste kompetencer er, at jeg altid følger opgaverne til dørs”

Her er et stærkt eksempel, der fremhæver ansøgerens lederskab og ansvarlighed. Udsagnet fokuserer på hans proaktivitet og engagement i at fuldføre opgaver, hvilket er relevante kvaliteter for en salgsrolle. Dette skifter fokus fra den specifikke kontekst af at være pædagogmedhjælper til mere generelle arbejdskvaliteter, som kan anvendes på tværs af forskellige jobroller.

Det vigtige er, at du “oversætter” din erhvervserfaring og kompetencer til at matche den specifikke kontekst og behovene i den jobrolle, man ansøger om. Dette indebærer en omformulering og tilpasning af erfaringer, så de klart illustrerer relevans og værdi for den potentielle nye arbejdsgiver i den ønskede sektor eller rolle.

Fra opgaver til målrettede præstationer i målrettet CV

Du kan også målrette dit CV, når du skal beskrive dit tidligere arbejde. Det er ikke nok blot at liste dine tidligere arbejdsopgaver. Du skal samtidig kunne demonstrere din værdi gennem de resultater, du har opnået. Her er en trinvis guide til at omskrive dine opgaver til præstationer, der vil få enhver arbejdsgiver til at sige, “Nå ja, selvfølgelig er dette relevant for os!”

Eksempel på målrettede præstationer i CV

Tænkt på afsnittet “Erhvervserfaring” i dit CV. Her fremgår almindeligvis dine tidligere arbejdspladser, din ansættelsesperiode, samt arbejdsopgaver du har udført.

Her er et eksempel på opgaver:

  • Oprettet nye kunder hver måned
  • Planlagde events
  • Grafisk arbejde
  • Koordinering mellem eksterne afdelinger
  • Praktisk udarbejdelse af kommunikationsmaterialer
Eksempel fra CV – Opgaver uden målrettet beskrivelse

For at målrette dine opgaver og ansvarsområder, kan tilføje en beskrivelse, der viser formål, præstation og resultater med arbejdsopgaven. Dette vil gøre det meget nemmere for virksomheden, at se relevansen af din erfaring.

Original opgave “Oprettet nye kunder hver måned”.

Denne opgave er meget overordnet beskrevet og siger ikke så meget om opgavens formål, præstation og resultater. Ved at målrette opgave kan vi give arbejdsgiveren et større indblik i vores kompetencer, og dermed vores værdi som kommende medarbejder.

“Oprettet og ajourført kunder i vores CRM-system. Dette for at sikre, at kvalitetssikringen (præstation) af vores kunder altid er i orden, og at de til hver en tid vil modtage rettidig og komplet information (formål/resultat).”

Bemærk, at vi går fra at nævne en specifik arbejdsopgave til at inkludere den præstation og det formål eller resultat, der er opnået gennem denne opgave. Det skaber en mere komplet og overbevisende beskrivelse, der demonstrerer ikke blot hvad opgaven involverede, men også den værdi og det resultat, der blev leveret. Det fremhæver ansøgerens bidrag og effektivitet på en konkret og målrettet måde

Her går vi fra en simpel opgave til en præstation, der fremhæver kvaliteten af arbejdet og dets formål. ved at tilføje denne beskrivelse til dine arbejdsopgave, vil du få et langt mere målrettet CV.

Lav en liste over dine kompetencer

Ved at lave en liste over dine kompetencer og dine arbejdsopgaver vil du få endnu mere materiale, som du kan målrette til virksomheder. Tænk gerne langt tilbage i din erhvervserfaring. med denne liste vil du have et godt udgangspunkt, hver gang du skal søge et nyt job. For mere inspiration om kompetencer og hvordan du skriver dem ned, kan du læse vores artikel “Eksempler på kompetencer til dit CV – Sådan formulerer du dine færdigheder

Analysér og brug jobopslaget til din fordel

Et jobopslag er ikke kun en liste over jobkrav – det er en skattekiste af nøgleord og indsigt i, hvad virksomheden værdsætter.

Når du læser jobopslaget, skal du stille dig selv spørgsmålet: Hvordan matcher mine erfaringer disse krav? Hvordan kan jeg demonstrere det i mit CV? Ved at tilpasse dit CV til jobopslaget sikrer du, at du taler arbejdsgiverens sprog. Når du bruger arbejdsgiverens sprog, sikrer du også at arbejdsgiveren hurtigt forstår, hvad du mener kompetencerne og opgaverne i dit CV.

Få mere inspiration til dit målrettede CV

Hvis du ønsker at lære mere om opbygningen af et CV, kan du læse artiklen “Hvordan laver man et CV? Lær det her på 5 minutter!

Vil du vide mere om, hvordan du skriver et overbevisende CV? Så tag et kig på Ofirs store CV-guide.

Gør som 300.000 brugere allerede har gjort. Opret en Ofir jobagent i dag og modtag straks nye job i din indbakke.