Vil du gerne vide, hvordan dit CV får mest mulig gennemslagskraft og bliver mere end blot en kedelig opremsning af dine tidligere stillinger? Så er det tid til at stifte bekendtskab med det lille afsnit i CV’et, der kaldes en “CV-profiltekst”. Det er nemlig dette afsnit, der får dit CV til at slå gnister, og som tilføjer CV’et personlighed.
Denne guide til at skrive CV-profiltekster er en del af vores serie om CV-skrivning. Læs om effekten af en god CV-profiltekst her, og lær, hvordan du selv skriver en profiltekst, der blæser virksomhederne bagover.
🥇 TIP: Vidste du, at du kan indsætte din profiltekst i en af vores CV skabeloner? Så kommer du godt fra start med dit professionelle CV.
Hvad er en CV-profiltekst?
En CV-profiltekst – også kaldet et CV resumé – er en kortfattet præsentation af din faglige profil. Den består af en ganske kort tekst på ca. 5-8 linjer, som typisk er placeret i starten af dit CV – ofte lige efter dine kontaktoplysninger. På den måde fungerer teksten både som en indledning og en opsummering af dit CV.
CV-profilteksten kan anses som en ultrakort udgave af din ansøgning. Det er nemlig her, du kort og skarpt formulerer, hvem du er, hvad du kan, og hvorfor du søger jobbet. CV-profilteksten er det eneste sted i CV’et, hvor du er fremadskuende – ligesom i en ansøgning. Her fortæller du bl.a. om, hvordan du fremadrettet kan skabe værdi for virksomheden, du søger job hos.
Resten af CV’et er derimod udelukkende bagudrettet og demonstrerer, hvad du har opnået i dit karriereforløb frem til nu.
En CV-profiltekst består af:
- En kort tekst på 5-8 linjer
- En beskrivelse af din faglige baggrund
- Eksempler på relevante kompetencer
- Argumentation for hvilken værdi du kan skabe
- Din motivation for at søge jobbet
Se, hvordan en anonym HR-medarbejder skrev sin CV-profiltekst, som landede hende invitationen til en jobsamtale.
Hvorfor lave en CV-profiltekst?
CV-profiltekstens fornemmeste opgave er at vække appetit og skabe nysgerrighed omkring dig. Det er her, du indledningsvis fanger virksomhedens interesse og sikrer, at de læser videre i dit CV.
Du kan anse CV-profilteksten som din skriftlige elevatortale. Det vil sige det korte og slagkraftige svar, du giver til jobsamtalen, når arbejdsgiveren spørger: “Hvorfor skal vi hyre lige præcis dig?”.
Vidste du, at 83 % af virksomhederne læser din CV-profiltekst som noget af det første? Finder virksomhederne dit CV uinteressant, vil kun 49 % af dem læse resten af dit ansøgningsmateriale. (Rekrutteringsanalysen, Ballisager, 2017).
Dette understreger, hvor vigtigt dit førstehåndsindtryk i CV’et er. Af den årsag skal CV-profilteksten altid stå knivskarp, så du sikrer dig, at du lander i “ja-bunken” af ansøgere.
Hvordan skriver du en god profiltekst?
Det sværeste ved at skrive en god profiltekst er at holde den kort, konkret og informativ.
På kun 5-8 linjer skal du forsøge både at indramme din relevante erhvervserfaring og hvilke kompetencer og evt. resultater, du har opnået herigennem.
Dernæst bør du argumentere for, hvordan du kan bruge dine kompetencer til at skabe resultater i den kommende virksomhed. Slutteligt er det en god idé at beskrive din motivation for at søge jobbet.
Det er altså en del information, du skal opsummere, på ganske lidt plads. Derfor skal du have dine kritiske briller på, når du prioriterer, hvad der skal med i din profiltekst. Al overflødig og ukonkret information bør skæres fra, og det kræver ofte et par omskrivninger, før teksten sidder lige i skabet.
Du skal desuden tage højde for, at teksten skal målrettes den konkrete stilling, du søger – hver gang.
Benyt dig evt. af denne argumentationsmodel i din næste profiltekst:
1) Hvem er jeg? (Stillingsbetegnelse, uddannelsestitel, personlighed)
2) Hvad kan jeg? (Mine erfaringer med XX har givet mig kompetencer inden for XX)
3) Hvordan vil jeg? (Jeg vil bruge mine evner inden for XX til at gøre XX hos jer)
4) Hvorfor gør jeg? (Fx interesse for området/virksomheden eller ønske om videreudvikling)
Find inspiration i jobopslaget
Har du svært ved at vinkle din profiltekst, så den bliver spændende og relevant? Så er det nærliggende at tage et kig på jobopslaget! Det giver dig ofte et fingerpeg om, hvilken profil de søger. Her er det en god idé at udvælge 2-3 nøgleord fra jobopslaget, som du genbruger i dit CV.
Helt generelt bør du forsøge at matche både tonen og profilen i jobbeskrivelsen – uden samtidig at fordreje sandheden om dig selv. Søger virksomheden eksempelvis en udadvendt kandidat – men er du selv introvert – så lad være med at inddrage denne egenskab omkring dig selv i din profiltekst.
Flet også gerne nøgleord fra dit eget CV ind i din profiltekst. Din profiltekst skal nemlig hænge sammen med resten af CV’et. En god profiltekst baserer sig derfor både på din faglige baggrund og det specifikke jobopslag – og skrives i en sammenfletning af fortid, nutid og fremtid.
Hvad skal man ikke gøre i en profiltekst?
- Skrive ukonkrete, luftige påstande
- Oversælge sig selv
- Skrive mere end 5-8 linjer
- Skrive i punktform
- Lyve eller være uoriginal
Eksempler på gode CV-profiltekster
Nu kender du mekanismerne bag en god CV-profiltekst. Men kunne det ikke være rart at se eksempler på profiltekster fra forskellige brancher? Dem får du her!
Lad dig inspirere af profilteksternes nøgleord og opbygning – og observér, hvordan førnævnte argumentationsmodel kommer i spil i teksterne. Det kan være en god rettesnor for dig, når du selv skal til at skrive.
CV-profiltekst for sygeplejerske:
“Empatisk sygeplejerskeuddannet med 5 års erhvervserfaring og certifikater inden for bl.a. ATLS og rehabiliterende sygepleje. Søger fastansættelse hos XX, hvor jeg kan bidrage effektivt til afdelingen med mine stærke kompetencer inden for helbredsundersøgelse, patientpleje og rehabilitering.”
CV-profiltekst som pædagog:
“Uddannet pædagog med anerkendende og inkluderende tilgang til børnepasning. 11 års erfaring fra børnehaveinstitutioner har udstyret mig med kompetencer inden for dialogisk læsning, inkluderende børneleg, børnegymnastik og børnevelfærd for børn i aldersgruppen 2-5 år. Disse kompetencer vil jeg bringe i spil i min nye rolle hos XX, hvor jeg samtidig vil agere som energisk og ansvarsfuld teamplayer i pædagogteamet.”
CV-profiltekst som marketingmedarbejder:
“Kyndig kommunikatør med en kandidat fra CBS med flere års erfaring inden for SEO, tekstforfatning og hjemmesideoptimering. I min stilling som SEO-specialist ved XX øgede jeg antal besøgstal med 147 % på et kvartal og bidrog derved effektivt til et voksende affiliate-netværk for virksomheden. Ved at tilføje mig til XX’s team får I en dygtig formidler og udadvendt teamplayer, der udmærker sig inden for digital kommunikation, og som brænder for at øge virksomheders online tilstedeværelse.”
CV-profiltekst som projektleder:
“Med en uddannelse som cand.mag. og 5 års erfaring inden for projekt- og personaleledelse kan jeg bidrage effektivt til den daglige drift i XX. Som projektleder har jeg beskæftiget mig indgående med beslutningsprocesserne inden for økonomi, pressehåndtering og forretningsudvikling. I stillingen som projektleder for XX vil jeg bidrage med min positive lederstil i målet om at drive en sund medarbejderkultur samt skabe resultater, der genererer overskud for virksomhed.”
CV-profiltekst som nyuddannet:
“Talstærk cand.merc.’er fra CBS, der brænder for økonomistyring, regnskab og forenkling af processer. Som controller hos XX kan jeg bidrage med min viden inden for erhvervs- og samfundsøkonomi samt min praktiske erfaring med controlling og revision. Jeg har et udpræget detaljeblik og et drive for at udvikle moderne processer, hvilket I vil kunne drage stor nytte af hos XX.”
Med disse eksempler i bagagen har du nu et godt udgangspunkt til at komme i gang med at skrive din egen overbevisende profiltekst. Kunne du tænke dig at få mere inspiration til at skrive det perfekte CV? Så læs mere i vores CV-guide, eller download Ofirs eksempler på CV’er her.