cv guide

Din fulde guide til at skrive et godt CV 

author-avatar

af Nanett Winkler

Kæmper du med at komme i gang med at skrive dit CV? Skal du til at søge dit drømmejob, men er i tvivl om, hvordan CV’et skal opbygges, hvad du bør inddrage og udelade, eller hvordan du skiller dig ud fra mængden?

Så find hjælp her i Ofirs store CV-guide, der fra A-Z gennemgår alle vigtige trin i CV-skrivningen. I guiden får du hjælp til alt lige fra CV’ets opbygning, kompetenceafklaring, gode CV-skabeloner og eksempler og meget mere. Snart vil du være godt klædt på til at skrive det perfekte CV, der skaffer dig en billet til jobsamtalen.

Hvad er et CV?

Et CV (curriculum vitae) er et samlet dokument over de erfaringer, du har gjort dig gennem dit arbejdsliv. CV’et har til formål at vise en kommende arbejdsgiver, at du erfarings- og kompetencemæssigt matcher den stilling, du søger. Dette indebærer bl.a. udførte arbejdsopgaver og faglige kompetencer, du har tilegnet dig, gennem dine forskellige job og dit studie. 

Det betyder dog ikke, at alle erfaringer og kompetencer er lige relevante at nævne for den stilling, du søger.  

At udvælge de mest relevante erfaringer og kompetencer til dit CV kan være udfordrende – især hvis du er nyuddannet. På Kompetence-CV finder du hjælp til kompetenceafklaring samt inspiration til hvilke typer faglige kvalifikationer og personlige egenskaber, du bør inddrage for at gøre dit CV relevant, men også personligt.  

Hvad er forskellen på et CV og en ansøgning? 

Når du søger et job, vil du typisk blive bedt om at indsende både en ansøgning og et CV. Det skyldes, at de hver især tjener et bestemt formål. CV’et er en præsentation af de erfaringer og kompetencer, du har opnået i din karriere frem til nu. Ansøgningen skal derimod demonstrere, hvordan du fremadrettet vil bruge de kompetencer til at skabe værdi i det søgte job. 

Kort sagt er CV’et bagudrettet, og ansøgningen er fremadrettet. Det er en vigtig distinktion, man bør huske, når man skriver sit ansøgningsmateriale.

Layoutmæssigt er der også forskel på, hvordan CV’et og ansøgningen ser ud. CV’et består typisk af punktform og korte afsnit, der kan fylde alt mellem 1-4 sider. Ansøgningen, derimod, er en længere, sammenhængende tekst på maks. 1 side.  

Hvad skriver du i et CV?  

Hvad du skriver i dit CV afhænger af din unikke, faglige baggrund samt jobbet, du søger. Derfor findes der ikke en 1:1 model for, hvad du skal skrive i dit CV. Der er imidlertid nogle vigtige grundelementer, du bør huske at inddrage, når du laver dit CV.  

Afhængig af din branche vil mange arbejdsgivere eksempelvis gerne have indsigt i din uddannelsesbaggrund, dine kontaktoplysninger eller dine sprog- og IT-kundskaber. Undlader du at inddrage nogle af disse relevante informationer, risikerer du at blive frasorteret i ansøgningsprocessen.

I denne guide til CV-opbygning får du en grundig gennemgang af alle de nødvendige informationer, du bør inddrage i dit CV for at komme i betragtning til dit ønskejob. 

Hvilke typer CV’er findes der? 

Hvilket CV, der er mest hensigtsmæssig for dig at bruge, afhænger dels af din arbejdshistorik og dels af det job, du søger. Vi skelner imidlertid mest mellem to hovedtyper af CV’er: Det kompetencestyrede CV og det kronologiske CV. Begge modeller er gode og brugbare måder at opbygge dit CV på, om end det kronologiske CV er den mest anvendte model.  

Kunne du tænke dig at se et eksempel på et kronologisk CV fra HR-branchen, som førte til en jobsamtale og sidenhen ansættelse? Så tag et kig på Ofirs CV-eksempler, hvor du også finder eksempler fra andre brancher. 

Hvilket layout skal dit CV have?  

En lang liste af relevante erfaringer og imponerende kompetencer er ikke alene nok til at sikre dig en jobsamtale. Husk, at en virksomhed potentielt modtager hundredvis af CV’er på ét jobopslag. Derfor vil et CV, der er ustruktureret, uinspirerende eller uoverskueligt med al sandsynlighed ende i bunden af ansøgerbunken.   

Med et CV, der er grafisk flot opsat og overskueligt inddelt, vil du nemmere kunne skille dig ud fra mængden af ansøgere og derved øge dine chancer for at blive indkaldt til samtale. 

CV-skabeloner finder du konkrete word-skabeloner, som du kan downloade og bruge til at opbygge dit CV. Du kan også designe dit helt eget kreative CV fra bunden ved hjælp af diverse online programmer, som du finder en oversigt over i Lav dit CV online.   

Vil du vide mere om, hvordan du laver det perfekte CV? Find flere relevante artikler ang. CV-skrivning i Ofirs CV-oversigt